Begreber

I følge teoretikerne, Patricia Benner og Judith Wrubel kan sygeplejersken enten have en fænomenologisk eller mekanistisk tilgang til patienten.

Ved en fænomenologisk tilgang opfattes patienten som unik og i en helhed, hvilket vil sige at krop og sjæl er forbundet. Ved at sygeplejersken ser patienten i helhed, vil hun forsøge at skabe en god relation til patienten og ud fra denne relation, kan hun vejlede patienten på bedst mulig måde. Den gode relation danner ramme for, at sygeplejersken kan tage udgangspunkt i den enkelte patientens situation og oplevelse af sygdommen. (1) Gitte R. Husted skriver i hendes kandidat speciale, at det er vigtigt for sygeplejersken, at have en god relation. Sygeplejerskens hensigt er, at patienterne fortsat kom i ambulatoriet. Dette ses, idet sygeplejersken i et interview sagde, ” vi skal passe på de unger i de her år, så de kommer ud på den anden side og gider, at passe på sig selv” (13 s. 36). Her mente sygeplejersken, at man kunne fastholde en god relation, ved at undgå at blande hverdagen ind i reguleringen og stille krav, der handlede om, at patienterne skulle tage ansvar for deres sygdom. Hertil tilføjede sygeplejersken; ” hvis man kører de her unger for hårdt og for rigidt og med for mange løftede pegefingre, så går de fuldstændig i bak i puberteten og forsvinder ud af ambulatorierne og bliver blinde og mister nyrerne” (13 s. 36)

I modsætning til den fænomenologiske tilgang, står den mekanistiske tilgang. Her har sygeplejersken fokus på sygdommen, og det der kan ses, måles og vejes. Patienten opfattes som et objekt, hvor krop og sjæl er adskilt. I det sygeplejersken er meget optaget af mål og resultater, har hun ikke fokus på at skabe en god relation til patienten. Ved en mekanistisk tilgang har man fokus på sygdommen fremfor patienten bag sygdommen, dette betyder, at sygdommen vil blive behandlet ens uanset patientens livshistorie, oplevelse af sygdommen og tanker om fremtiden (1). I kandidat specialet fremgår det, at patienternes egne refleksioner, vurderinger eller erfaringer ikke blev inddraget i dialogen med sygeplejersken. Gitte R. Husted har i hendes kandidat speciale beskrevet en konkret situation, som hun har observeret på ambulatoriet mellem patient og sygeplejerske;

Sygeplejerske: ” jeg tænkte på, om du skulle have noget mere insulin til natten, men du er jo allerede høj, når du går i seng”

Patient: ” ja”

Sygeplejerske: ”og det tal du har, når du går i seng, det er det, der svarer nogenlunde til det, du har næste morgen, det falder endda lidt om natten”

Patient: ”…okay” (13 s. 34)

Gitte R. Husteds har i hendes kandidat speciale beskrevet flere af hendes observationer. Ved at besøg i ambulatoriet, har Gitte R. Husted efterfølgende interviewet en patient der har været til kontrol, for at få indblik i patientens oplevelse af sygeplejerskens tilgang. Patienten udtalte sig således; ”Det var som det plejede at være, altså først ind og så den sædvanlige langtidsmåling og så vægt og højde, og så bare snakke om bogen, altså tallene, hvordan de lå, hvad der skulle laves om, hvis der skulle laves noget om”. Hertil tilføjede patienten, at: ” det er alligevel ikke noget privat man snakker om, det er det ik”. (13 s. 32)

Indenfor den fænomenologisk og mekanistisk tilgang nævnes også begreberne temporalitet samt stress og mestring. Temporalitet betyder tid, og ses indenfor fænomenologien som at patienten er påvirket af fortiden, lever i nutiden og med tanker om fremtiden.

Ved en mekanistisk tilgang regnes temporalitet i sekunder, minutter og timer og forstås udelukkende som noget målbart. Her tages der ikke højde for patientens tidligere erfaringer, hans nutidige liv og tanker om fremtiden (1).

Mekanisk tilgang	Fænomenologisk tilgang
Stress: Er en tilstand som kan kureres og mestring er en slags" modgift" til stress. Fx fjernelse af mavesår, lykkepiller, sovepiller	Stress: Stress er et resultat af personens vurdering af sin relation til en situation, når denne indebærer tab, trussel, udfordring eller skade og personens evne til at tilpasse sig den.
Mestring: Mestring er en slags modgift til stress Fx Hvis medicinen ikke virker mere, kan der ikke gøre mere	Mestring: Mestring er hvad personen stiller op med de forstyrrelser, der indebærer tab, trussel… Mestring er at finde mening og sammenhæng igen.
Temporalitet: Tiden er kan tælles i sekunder, minutter og i timer. Tiden forstås udelukkende som målbar. Alt skal planlægges nøje, hvert sekund skal bruges.	Temporalitet: Tiden forstås som fortid, nutid og fremtid. Vi er i tiden, påvirket af fortid, nutid og tanker om fremtiden. Fænomenologisk tid er oplevet tid
Sygeplejersken der er mekanistisk: Er kontrollerende Går op i tid, mål og resultater Overser den enkelte patients situation og har fokus på det generelle og patientens sygdom Anvender kun "Know That" Udfører procedurer Sygeplejen er uafhængig af sygeplejersken som person	Sygeplejersken der er fænomenologisk: Sygeplejersken vil engagere sig i den enkelte patient og i en relation til patienten, tage udgangspunkt i patientens situation via dialog. Yde omsorg for den enkelte patient og handle til bedste for patienten. Sygeplejersken vil engagere sig i den enkelt patients lidelser (fysisk og psykisk) Sygeplejersken anvender sin "Know How" og intuition (" Know That") Sygeplejersken som person væsentlig Det er kun gennem erfaringer sygeplejersken kan blive ekspert på området.

(1)

I forhold til en kronisk sygdom er det relevant at kigge på teorier vedrørende det at være syg. Dette kaldes indenfor sundhedsverden patientperspektiv. Patientperspektiv fortæller noget om patientens oplevelser af det at være syg. Indenfor patientperspektiver, findes teorien perspektivmodellen, som er udviklet af Babara Paterson. Denne model er relevant at inddrage i forhold til patienter med diabetes, da den illustrerer at livet med en kronisk sygdom er en kontinuerlig skiftende proces.

Perspektivmodellen

I perioder kan unge mennesker opleve at sygdommen er i forgrunden f.eks. i perioden efter de har fået diagnosticeret diabetes da alt kan virke overvældende og uoverskueligt. Modsat kan velvære f.eks. være i forgrunden når man har lært at mestre sin sygdom, og når sygdommen ikke længere er en "dominerende" faktor i ens liv (4 s. 85). Sygeplejerskens tilgang kan have en afgørende rolle for, om hun formår at hjælpe patienten til at mestre sin sygdom. Seniorforsker i klinisk sygepleje Vibeke Zoffmann taler om tilgangen Empowerment, som er et humanistisk menneskesyn. Empowerment defineres som: ”The process of empowerment is the discovery and development of one’s inborn capacity to be responsible for one’s own life. People are empowered when they have enough knowledge to make decisions, control, resources to implement their decisions and experience to evaluate the effectiveness of their actions” (13 s. 12).  Ud fra dette kan vi tolke, at Empowerment betyder "at give magten", hvilket er det sygeplejersken gør, idet hun giver patienten nogle redskaber til at udvikle sin viden, færdigheder og selvindsigt. Dette er nødvendigt, for at patienten selv kan tage ansvar for at gennemfører forandringerne i sit liv. Det, at patienten får de fornødne redskaber, gør at han/hun bliver ekspert i eget liv. Når sygeplejersken bruger Empowerment tager hun udgangspunkt i patientens ressourcer, fremfor patientens problemer, dette gør at patienten kan opnå kontrol over eget liv. I Vibeke Zoffmans ”Liv versus sygdom i vanskelig diabetesomsorg”, udtaler en patient sig omkring Empowerment; ”Jeg oplevede doctor X anderledes. Han så mig mere som et helt menneske, ikke bare diabetes. Han gav mig noget at tænke over. For han sagde: ”Nu skal du ikke give diabetes skylden for alt. Der er også sket andre ting i din tilværelse. Du er begyndt i nyt job og den slags, ikke sandt?” Det gav mig noget at tænke over, idet jeg inderst inde har vist, at det var en del af det. Det havde noget at gøre med, at jeg havde det så dårligt”. (3 s. 66) Når sygeplejersken gør brug af Empowerment i den professionelle samtale, spiller kommunikationen en stor rolle. I den professionelle samtaler er der et asymmetrisk forhold mellem patient og sygeplejerske i forhold til det personlige plan. Her er det kun patienten som åbner sig, hvor sygeplejersken er den lyttende, samtidig med at hun stiller sin viden til   rådighed for patienten. I den professionelle samtale tages der udgangspunkt i, at patienten med sine egne ord viser at han/hun har begreb om sin situation, og selv kan fortælle om sine erfaringer. Via de ting, som patienten udleverer, kan sygeplejersken få et indblik i patientens livssituation, samt de ressourcer han besidder og på den måde hjælpe patienten bedst muligt. For at sygeplejersken kan udøve Empowerment, skal hun indgå i en god relation med patienten, som bygger på den tilgang der kaldes gensidig forventende tilgang.  Her tages der udgangspunkt i, at sygeplejersken kender patientens vanskeligheder med at leve med sygdommen og støtter ham i at løse dem. Ligeledes ses patienten som problemløseren. I modsætning til den gensidig-forventede tilgang står den compliance-forventede tilgang. Her har sygeplejersken en mekanistisk tilgang til patienten. Patienten har et problem, som sygeplejersken skal løse, dette gør hun uden at inddrage hans synspunkter og vanskeligheder med at leve med sygdommen. For at sygeplejersken kan udøve Empowerment, skal hun indgå i en god relation med patienten, som bygger på den tilgang der kaldes gensidig forventende tilgang.  Her tages der udgangspunkt i, at sygeplejersken kender patientens vanskeligheder med at leve med sygdommen og støtter ham i at løse dem. Ligeledes ses patienten som problemløseren. I modsætning til den gensidig, forventede tilgang står den compliance-forventede tilgang. Her har sygeplejersken en mekanistisk tilgang til patienten. Patienten har et problem, som sygeplejersken skal løse, dette gør hun uden at inddrage hans synspunkter og vanskeligheder med at leve med sygdommen. (3 s. 66) Ifølge Gitte R. Husteds observationer, var det sygeplejersken der foreslog løsninger, iværksatte tiltag og lagde planer for patienterne, ved de ambulante besøg. Her anvendte sygeplejersken konsekvent en ”jeg synes, vi skal” kommunikationsform. Men på trods af, at kommunikationsformen virkede til, at beslutningerne var fælles, var det egentlig sygeplejersken, der bestemte, hvad der skulle gøres. I tilfælde af, at samtalen bevægede sig ind på private emner omkring dagligdagen med diabetes, som kunne refereres til den dårlige regulering, undlod sygeplejersken at spørge ind til dette, og forholdt sig til hendes egen dagsorden. (13 s. 39) I modsætningen til ovenstående ses den fortrolige samtale. Denne samtale ses ikke mellem patient og sygeplejersken, men er den form for samtale, som man har f.eks. to venner mellem hinanden. Her udveksler begge parter erfaringer og syn på verden. Samtidig bygger samtalen på tillid, åbenhed og oprigtighed. Dette skaber en gensidig og fælles forståelse for et fælles tredje, altså det emne begge parter er optaget af. (10 s. 140-142) I Gitte R. Husteds kandidat speciale, var det sygeplejerskens intention at være opmærksom på patienternes aktuelle behov. Dette udfoldede hun således i interviewet, ”det er sjældent jeg forbereder mig, jeg vil hellere bare høre, se, mærke og så se, hvad vi får ud af det her”. (13 s. 32) Kommunikerer man godt med patienten, er det med til at skabe tillid og tryghed i relationen til sygeplejersken. Kommunikation er et vigtigt redskab i f.eks. et interview. Inden vores interview med den unge med diabetes har vi bl.a. gjort os nogle tanker omkring kommunikation i forhold til at få mest muligt ud af interviewet. Dette kan ses under siden med kommunikation og netværk. (10 s. 140-142)