Kandidatspeciale

Gitte Reventlov Husteds kandidatspeciale: Deponeret ansvar for livet med diabetes.

Vi har valgt, at inddrage Gitte R. Husteds kandidatspeciale, for at få et større indblik i sygeplejerskens tilgang til patienter med diabetes. Følgende er uddrag af væsentlige pointer, som vi kan bruge i forhold til vores problemstilling. Kandidatspeciale

Ifølge kandidatspecialet af Gitte R. Husted, ønsker sygeplejersken at fremstå som en rollemodel for patienterne med diabetes, ikke at bestemme over dem når de mødes i ambulatoriet. Men på trods af dette fremkommer det, at der både ses samarbejde med patienten og envejs beslutninger af sygeplejersken.

Ved Gitte R. Husteds besøg på ambulatorierne opstod der et mønster i dialogen mellem patient og sygeplejerske, hvor der enten blev lagt fokus på sygdommen eller hverdagen, hvor den anden del blev undladt. Det var sygeplejersken hensigt, at fjerne patientens fokus fra sygdommen i hverdagen og give dem plads til at leve som andre unge, ved at adskille hverdagslivet med sygdommen. Sygeplejersken mente, at hun kunne fastholde en god relation med patienten, ved ikke at blande hverdagen sammen med reguleringen og ikke stille krav til patienten, om hvorvidt han/hun skulle tage ansvar for sygdommen.  En konsekvens af dette mønster var, at besøgene i ambulatoriet fremtrådte som en isoleret del af patienternes liv med diabetes.

Desuden var sygeplejerske og patient havnet i et mønster ved de ambulante besøg, hvor begge parter ikke var på lige fod med hinandens tanker og vurderinger. Dette medvirkede til, at de ikke kendte til hinandens motiver, for de handlinger der blev iværksat, men i stedet fejltolkede hinandens hensigter og meninger. Dette medførte. at patienten blev alene med hans/hendes tanker om måder til at opnå bedre regulering. Konsekvensen af den manglende viden mellem de to parter blev, at patienten blev overset i beslutningstagen, samtidig med at sygeplejerskens store viden og erfaring med behandling af diabetes ikke blev udnyttet optimalt.

Ved de ambulante besøg havde sygeplejersken ikke som sådan gjort sig nogen overvejelser til hvordan samtalen skulle forløbe, og havde ikke gjort sig nogle endvidere overvejelser omkring dagens samtaleemner. I stedet var det sygeplejerskens hensigt at være opmærksom på patienternes aktuelle behov, og tage udgangspunkt i dette. Ved disse besøg i ambulatoriet opstod der et mønster, hvor sygeplejersken bestemte de tiltag, der blev iværksat til at forbedre reguleringen. Patienten blev ikke inddraget i beslutningstagen omkring denne behandling. Desuden blev der ikke fokuseret på ansvaret for livet med diabetes, da sygeplejersken kun påtog sig ansvaret for behandlingen af diabetes.

Ud fra filosofien Empowerment, skal sygeplejersken støtte patienten til at tage ansvar for deres sygdom. Ifølge Gitte R. Husteds oplevelser, virker denne filosofi ikke til at være væsentlig for sygeplejersken og patientens forventninger til hinandens kompetencer og roller ved de ambulante besøg. I stedet virkede det som om, deres forventninger var mere opbygget af den traditionelle compliance forståelse.

På trods af at det var sygeplejersken formål at lytte, fornemme og høre, hvad patienten havde brug for ved de ambulante besøg, virkede det ikke som om, at det var selve mødet, der var styrende for, hvad der foregik. På den ene side kunne sygeplejerskens deponering af ansvaret betragtes som et overgreb på patienternes selvstændighed. Et overgreb der ikke nødvendigvis skyldtes ligegyldighed, men en overbevisning på at det var til patienternes bedste. Men på trods af denne deponering af ansvaret, talte sygeplejersken ikke med patienterne om sine observationer og tolkninger af deres reaktioner, eller hjalp dem med at sætte ord på det nonverbale sprog, som sygeplejersken havde observeret hos den unge under besøget.

Gitte R. Husteds studie viste, at det ikke var sygeplejerskens formål at yde overgreb mod patienten, men at få patienten til at opnå en form for frihed i deres liv, ved at deres ansvar for livet med diabetes var deponeret. Desuden viste studiet, at deponeringen af patientens ansvar for livet med diabetes resulterede i, at sygeplejersken lagde fokus på relationsformen mellem sig selv og patienten. Sygeplejersken var fokuseret på at bevare en god relation med patienten, idet sygeplejersken fandt det vigtigt at passe på patienten og sørge for, at han/hun kom godt gennem forløbet. Men sygeplejersken så ikke den enkelte patients potentiale for mulig forandring, ligeledes med at hendes egen viden ikke blev udnyttet til patientens bedste. På denne måde skal det nævnes, at begge parter blev påvirket af sygeplejerskens ubevidste brug af magt i relationen gennem sygeplejerskens deponering af patientens ansvar. 

Gitte R. Husted er ikke tvivl om, at puberteten kan være problematisk både for patienten og professionelle, i forhold til at erkende og anerkende hvem der skal tage varetage ansvaret for livet med diabetes. Men uanset hvad de professionelle gør, er det kun en lille del af patientens liv de tilbringer sammen med dem, og det er derfor vigtigt, at patienten får nok støtte til selv at tage ansvar for et liv med diabetes. Desuden mener Gitte R. Husted, at sygeplejerskens rolle har en stor betydning for patientens mulighed for at udvikle kompetence i forhold til at tage ansvar for egen sygdom. (13)