Diabetesbørneambulatoriet

Intentionen med at deltage i ambulatoriet, er at finde ud af hvilken tilgang sygeplejersken bruger, herunder bl.a. hvordan hun håndterer patienten, samt hvordan hun formidler sin viden både nonverbalt og verbalt til patientens bedste. 

Vi har store forventninger til besøget i ambulatoriet, idet vi håber både at observere de enkelte konsultationer, samt at få enkelte interviews med både sygeplejersken, patient og pårørende. Desuden forventer vi at gå derfra med en del data, som kan bruges i vores videre arbejde.

Børneambulatoriet indgang

Besøg i børnediabetesambulatoriet d. 23. September 2013 hos Karl

Vi skulle i dag være med i diabetesambulatoriet, hvilket var noget vi alle havde set frem til. Vi havde valgt netop diabetesambulatoriet, for at vi på bedst mulig måde kunne opleve sygeplejerskens tilgang til den unge med diabetes, samt observere  hvilke reaktioner, engagement og sygdomsindsigt den unge med diabetes har for sin sygdom.

Da vi alle fem ankommer i ambulatoriet, bliver vi mødt af diabetessygeplejersken. Vi opfatter hurtigt, at der er sket et kommunikationsbrist, da det lader til, at hun ikke er klar over at vi kommer. Dette resulterer i, at hun ikke virker særligt imødekommende. Sygeplejersken giver udtryk for at fem studerende er for mange at være inde til en konsultationen. Dette var vi klar over og havde fuld forståelse for, vi beslutter derfor at vælge to ud.

Vi kommer som de første ind på undersøgelsesstuen, her fortæller sygeplejersken meget kort, at den unge Karl (anonymiseret) ikke normalt er hendes patient, men at hun har set ham nogle gange, da han er kommet i ambulatoriet, siden han fik konstateret diabetes, da han var 1,5 år gammel.

Familien og læge kommer ind, og vi siger goddag og præsenterer os.

Observation under samtalen

Samtalen starter ud med at sygeplejersken får insulinpumpen, og aflæser dens data på computeren. Sygeplejersken kan se, at Karls blodsukker er meget svingende.

Karl er en 9 årig dreng med meget krudt. Han har svært ved at sidde stille og er meget mere interesseret i legetøjet på hylderne end i sygeplejerskens spørgsmål og sin egen diabetes. Da sygeplejersken omsider får Karl til at sidde stille, kigger hun på ham mens hun spørger: ”Hvordan går det?” Karl svarer, at det går godt, og at han har været på spejderlejr i weekenden. Da sygeplejersken spørger, hvordan det går med hans sukkersyge, svarer han kort, at det også går godt. Moren mener også, at det går fint. Efter denne korte samtale skynder Karl sig igen over til legetøjet, mens moren og sygeplejersken snakker om reguleringen af Karls blodsukker. Karl er ikke en del af det længere, og sygeplejersken gør ikke meget for at inddrage ham. Dette kan virke som om, at hun snakker over hans hoved. Men man kan også vende den om og sige, at hun bruger sin viden, idet hun kender Karl godt og på den måde på forhånd ved, at hun ikke vil kunne opnå at få Karl inddraget i samtalen. (2) Videre i samtalen fanger det os, at moren siger ”jeg kunne godt tænke mig, at han snart lærer at tage mere ansvar i forhold til sin diabetes”. Til trods for at moren gerne vil have, at Karl lærer at tage mere ansvar for sin sygdom, viser hun gennem handlinger og dialog, at hun stadig er det styrende element i Karls sygdom. Dette ses bl.a. på et tidspunkt hvor sygeplejersken spørger Karl om noget, men hvor det er moren der svarer. Her formår sygeplejersken ikke at rette fokus tilbage på Karl, og samtalen forbliver mellem moren og sygeplejersken. 

Karl siger stolt flere gange at han selv står for at skyde nålen i. Sygeplejersken lægger armen om ham, og roser ham. Her bruges der Empowerment, da sygeplejersken ved at rose ham, styrker hans ressourcer (2).

Sygeplejersken vil gerne se Karls injektionsområder for at tjekke at alt er som det skal være. Karl render rundt og er ikke interesseret, sygeplejersken vælger derfor at bruge en bestemt tone og løfte sin pegefinger overfor ham. Her kan det groft sagt virke som om, at sygeplejersken kun har fokus på at formidle sin egen viden, og glemmer at forklare Karl formålet med det. Omvendt ser vi at det i netop Karls situation, er nødvendigt at han får ting klart at vide. På den måde formår sygeplejersken alligevel at tage hensyn til netop Karl, og den situation han står i (2). 

Til slut hvor Karl igen skal have insulinpumpen på, spørger han ”hvad var dens data?” Dette viser, at Karl alligevel er interesseret selvom han ikke umiddelbart viser det. Til slut nævner moren, at der er et barn mere på Karls skole, der lige har fået diabetes og at de for nyligt har været på ferie, hvor de også mødte et barn med diabetes. Sygeplejersken spørger Karl: ”var det rart at møde nogen der også har diabetes?” Karl som under hele konsultationen ikke har været fokuseret kigger nu op på sygeplejersken og siger ”ja meget”.

Udbytte af besøget på ambulatoriet

De forventninger vi havde til besøget, fandt vi ud af var sat for højt. Der var kun et enkelt barn der skulle ind i ambulatoriet og han faldt ud af vores målgruppe, da han var yngre end de unge, vi har fokus på. Derudover var sygeplejersken ikke særlig imødekommende, og det virkede som om hun ikke vidste, at vi kom. Sygeplejersken nævnte, at hun tidligere på dagen havde haft en samtale med en ung i vores målgruppe, hun havde givet besked om dette til afdelingen, men beskeden var aldrig kommet videre.

Til trods for at alle vores forventninger ikke blev opfyldt, fik vi alligevel en lærerig dag, hvor vi både så udførelsen af Empowerment og compliance forventede tilgang.    

Observationer i børneambulatoriet d. 26. september 2013 hos Thomas 

Vi ankommer tidligt til børneambulatoriet, hvor vi møder den samme sygeplejerske som sidste gang. Hun fortæller at Thomas (anonymiseret) er en 13 årig dreng, der har haft diabetes siden han var 3 år gammel. Sygeplejersken opfatter Thomas’ familie som værende meget velfungerende, men påpeger at Thomas har en del andre problematikker i sin hverdag udover diabetes.

Formålet med konsultationen er, at Thomas skal have skudt en sensor ind i maven, som hvert 5 min. registrer hans blodsukker. Grunden til dette er, at Thomas har haft meget svingende blodsukkerværdier, og at de har haft svært ved at regulerer det. Sygeplejersken fortæller, at den dårlige regulering kan skyldes de hormonelle forandringer, som sker i kroppen ved teenagere, samt at Thomas har problem med stofskiftet og tager væksthormoner.  

Observationer under samtalen

Thomas virker under hele samtalen nervøs og utryg. Det ses ved at han tit sidder på yderkanten af stolen med hænderne på siden af stolen. Desuden virker han meget stille, og der er meget lidt mimik i hans ansigtsudtryk. Det kan mærkes, at Thomas er ked og træt af sin diabetes, og man kan nemt få det indtryk, at han er ligeglad. Under konsultationen kommer det også frem at Thomas ikke er god til at få lavet sine lektier. Moren siger: ”til tider bliver jeg bombaderet med mails om at han ikke laver lektier”. 

Efter velkomsten sætter familien, Thomas og sygeplejersken sig omkring bordet, hvorefter sygeplejersken lægger ud med at sige: ”kan du overhovedet huske noget om det her?” (hentyder til den nye sensor, som Thomas skal have monteret). Denne sætning kan virke som om, at sygeplejersken har en forudindtaget ide om, at Thomas ikke kan huske det. Dermed kan sygeplejersken virke mekanistisk, idet hun gør sig til eksperten, som på forhånd går ud fra at Thomas ikke kan huske. Omvendt kan denne sætning også ses som Empowerment, da vi ved, at sygeplejersken kender Thomas rigtig godt. Hun har derfor en viden om, at Thomas ikke specifikt kan huske, hvad de talte om sidst. Derfor prøver hun at lette situationen for Thomas, så han er fri for, hver gang at sige at han ikke kan huske det (2).

Der indledes nu en samtale omkring Thomas’ svingende blodsukker, og efter aftale fra sidste konsultation har Thomas indtaget mere insulin på bestemte tidspunkter. Sygeplejersken spørger derfor forældrene: ”har det hjulpet på det svingende blodsukker”. Moren sender herefter spørgsmålet videre til Thomas. Ved at sygeplejersken stiller spørgsmålet til forældrene, glemmer hun at bruge Empowerment i forhold til Thomas, idet Thomas ikke bliver problemløseren (2).

Under konsultationen nævner moren, at Thomas´ blodsukker svinger meget. Sygeplejersken spørger, om hun må se det på blodsukkerapparatet, hvortil moren svarer ja. Sygeplejersken ser, at Thomas en dag har et meget højt blodsukker, mens han er i skole. Hun spørger ind til dette, hvorefter Thomas svarer, at han blot havde glemt at måle sit blodsukker den dag. Men da sygeplejersken kigger videre, ser hun, at der er flere tidspunkter, mens han er i skole, hvor han ikke har målt det. Sygeplejersken spørger derefter: ”hvis vi leger dine forældre ikke er her, glemmer du så helt ærligt af og til at måle dit blodsukker i skolen?” Thomas svarer: ”ja, jeg glemmer det, det er ikke altid nemt at huske det”.

I dette eksempel ses det blandt andet at Thomas ikke taler sandt. Man kunne forestille sig, at Thomas ikke ønsker at skille sig ud overfor sine klassekammerater og derfor ikke sørger for at måle sit blodsukker. Desuden kan det være at han lyver overfor forældrene og sygeplejersken for at undgå at få en løftet pegefinger fra forældrene. Vi formoder, at Thomas i forvejen kender til vigtigheden af at måle sit blodsukker. Det er aldrig rart at få en løftet pegefinger, og det synes Thomas heller ikke. Vi ser det da, faren spørger: "havde du glemt at tage insulin den middag?"Hvorefter Thomas svarer i en bestemt tone: "det glemmer jeg aldrig far!". Situationen får os til at tænke, at man fremover med fordel først kan have samtaler med Thomas, og bagefter have en samtale hvor også forældrene er med. Gennem enesamtaler vil sygeplejersken bedre kunne bruge Empowerment i forhold til Thomas. Idet sygeplejersken giver ham mere ansvar i at håndtere sit eget liv med diabetes.

Vi ser at sygeplejersken bruger den fænomenologiske tankegang, idet hun forsøger at spørge indtil, hvordan Thomas egentlig har det med at skulle måle sit blodsukker i skolen. Dette ses ved, at hun tænker på Thomas som et helt individ, samt hans tanker og følelser omkring det, fremfor kun at have øje på hans blodsukkerværdier (1).

I forbindelse med at Thomas skal have monteret sensoren, oplærer sygeplejersken ham i, hvad han skal være opmærksom på. Ligeledes forklarer hun ham, hvordan sensoren virker. Sygeplejersken oplærer ud fra Empowerment, idet hun sætter Thomas i stand til at handle selv. Desuden ses det under oplæringen hvordan sygeplejersken inddrager Thomas bedst muligt. Ved at inddrage ham formår sygeplejersken ”at gøre sammen med” i stedet for ”at gøre for”, dette ses også under Empowerment (2).

Under konsultationen ses det flere gange at sygeplejersken bruger Empowerment, idet hun kender patientens vanskeligheder med at leve med sygdommen, og støtter ham i at løse dem. Dette ses bl.a., da hun siger: ”der er nogle fine blodsukkerværdier ind i mellem, men der er godt nok også nogle høje”. Eller da hun siger: ”det er ikke din skyld, der er andre ting som driller”. Ydermere viser hun empati og forståelse for Thomas, da hun siger: ”det er ikke let, at være dig”. (2) 

Udbytte af besøg på ambulatoriet

Efter at have været med i ambulatoriet for anden gang, faldt vi hurtigt ind i omgivelserne. Vi fik en god snak med sygeplejersken inden den unge ankom. Ligeledes fik vi en masse brugbare observationer, som vi kan bruge i det videre forløb. 

Thomas passede perfekt ind i vores målgruppe, og da vi gik derfra følte vi, at vi havde fået et meget større indblik i det at være ung med diabetes og ligeledes en indsigt i alle de problemer, der let kan følge med. 

Venteværelset på ambulatoriet

En typisk undersøgelsesstue på ambulatoriet