Kommunikation og netværk

Tanker om kommunikation før interview med ung med diabetes:

Før interviewet (Henviser til: Ung med diabetes – Interview) med den unge med diabetes har vi gjort os nogle overvejelser omkring vores kommunikation. Både den verbale kommunikation, men også den nonverbale kommunikation. Vi har altså både gjort os tanker omkring, hvordan vi kommunikere med den unge verbalt i samtalen omkring, ”at være und med diabetes”, men også hvordan vi kommunikere nonverbalt, altså i vores tilgang til den unge.

Indenfor den verbale kommunikation, har vi gjort os nogle overvejelser omkring at kommunikerer med den unge omkring det, at være ung med diabetes. Vi vil starte vores interview med at spørge ind til nogle generelle ting omkring ham og hans liv, for hurtigt at danne en tryg stemning omkring interviewet. Dette vil vi gøre for, at vi hurtigt får dannet en relation til den unge.

Derefter vil vi spørge ind til oplæringen omkring diabetes, herunder hvilken vejledning/oplæring han fik til sit liv med diabetes, samt forældrenes oplæring til deres nye liv med en søn, som har diabetes, hvordan han regulere sit blodsukker og om der ville være hjælpemidler der kunne lette hans hverdag med diabetes. Kommunikationen mellem interviewer og den unge med diabetes er en væsentlig faktor for, at interviewet bliver brugbart. Hvis intervieweren ikke formår, at kommunikere med den unge, bliver resultatet af dette derefter og hverken intervieweren eller den unge med diabetes føler ikke interviewet som en god oplevelse.

Intervieweren skal hele tiden tænke over, at selvom hun har et mål med interviewet, må hun ikke glemme den unge i sin bestræbelse på, at få besvaret de spørgsmål hun har. I stedet skal hun kommunikere med den unge, og der igennem komme frem til de svar hun søger. Den unge skal altså hele tiden føle sig hørt og anerkendt, så han føler han gør en forskel. Den unge må ikke føle sig overhørt i interviewet, som en brik i et spil hvor intervieweren blot søger svarene. (10)

Indenfor den nonverbale kommunikation har vi gjort os nogle overvejelser omkring de signaler, intervieweren udsender til den unge med diabetes under interviewet. Intervieweren skal deltage aktivt lyttende i samtalen med den unge, samtidig skal hun stille spørgsmål i dialogen. Intervieweren skal med sit nonverbale sprog fremstå positiv og imødekommende overfor den unge og derudover skal hun udstråle en vis form for positivisme overfor situationen. Dette er til med også medvirkende til, at danne den gode relation til den unge med diabetes. (10)

Efter interviewet med patienten med diabetes og hans mor, har vi fået et indblik i, hvilket netværk patienten har. 

Et netværk betegnes for en "persons eller families samlede sociale relationer"(5). Vores netværk kan deles op i primært netværk (familie, venner, kollegaer, naboer), sekundært netværk (offentligt hjælp, offentligt tilbud) og tertiært netværk (frivillige, selvhjælpsgrupper, rådgivningssteder og besøgstjenester) (5 s. 265-266). Undersøgelser viser, at der er sammenhæng mellem netværk, trivsel og sundhed (5 s. 263). Specielt det primære, sociale netværk har en indflydelse på patientens livskvalitet, sundhed og velbefindende. Derfor tyder dette på, at hvis en patient bliver diagnosticeret med et kronisk sygdom (fx type 1 diabetes og specielt som ung) vil det primære sociale netværk have en stor indflydelse på, hvordan han/hun mestre sin sygdom.

Hvis netværket er forstående overfor de ændringer, hans sygdom kan indebærer i hans liv, samt fungere som en støttende faktor ved problemer der kan melde sig i sygdommen, både fysisk og psykisk, kan han bedre mestre sit liv med en kronisk sygdom. I og med at han ikke føler sig "unormal" og stikker ud af familien på trods af hans sygdom (eksklusion). Sygdommen smelter i for sig ind i denne familie (inklusion) og hverdagen med diabetes type 1 kan derfor forekomme mere overskuelig, end hvis det primære, sociale netværk gjorde patienten og sygdommen, til et problem der ikke var velkommen. (14  slide 26)  

I vores interview med Jens spurgte vi ham omkring, hvordan han oplevede den opbakning, han havde i hjemmet. Han svarede; " Det er god nok" og smiler. Det skal nævnes at Jens' mor også har diabetes, og derfor ved hvordan ens liv kan blive påvirket af diabetes. Flere gange igennem interviewet fik man også et indtryk af, at Jens' mor var meget vigtig for ham og hans sygdom, da mange af spørgsmålene blev svaret af moren, selvom det var Jens der blev spurgt. Dette var dog ikke negativt, men viste at de to gjorde mange sygdomsrelateret ting sammen (fx udregning af kulhydrat i en bestemt mængde mad osv.). Man fik indtrykket af, at Jens' far måske ikke vidste alt om diabetes, men var en støttende faktor. Jens fortalte i interviewet, at ham og hans far var begyndt at gå i fitness sammen, og dette har jo en god indvirkning på Jens sygdom. Samtidig er dette støttende, da Jens ikke ekskluderes af sygdommen i sin familie, men familien gerne vil inkludere Jens i aktiviteter, der styrker ham og har en god indvirkning på hans sygdom.

Ud fra dette kan man derfor tolke, at Jens' primære netværk er det vigtigste for Jens, og dette netværk virker støttende og bakker Jens op, og derfor har det en god indvirkning på hvordan Jens mestre sin sygdom.  

Det er vigtigt at have i mente, hvordan en patients netværk kan virke positivt på måden hvorpå han/hun mestre sin kroniske sygdom. Som vi har omtalt i vores begrebsliste, vil det at blive ramt af en sygdom indebærer en ændret temporalitet. Dette kan medføre, at patienten bliver usikker på omverden og hans fremtid. Derfor er det vigtigt, at han føler, at han kan komme ud med sine tanker og frustrationer omkring fx hans hverdag med sygdommen, i hans primære sociale netværk, uden at han bliver set skævt til. Netværket er villig til at hjælpe ham, med deres ressourcer, til at han på bedst mulig måde kan overkomme disse problemer i hverdagen. Dette beskrives også som; " En gensidig "stillen-ind" relation, hvorigennem jeg og du opleves som vi i levende nærvær" (Lone Meldgaards dias). Det vil sige, at det ikke kun er patienten der er ramt af fx diabetes, men det er noget der påvirker hele familien. Dermed ikke sagt at dette er negativt, da familien også ser det som deres "problem", er de mere end villig til at bruge alle de nødvendige ressourcer for, at deres barn på bedst mulig måde kan mestre sin sygdom og føler sig "normal" på trods af sin sygdom.

Det kan være svært for en patient selv at fortælle, omkring hvordan han ser sit netværk. Her kan vi som sygeplejersker inddrage netværkskortet. Netværkskortet er en tegning, hvorpå der er cirkler. Disse cirkler indikere hvor tæt de forskellige personer ligger på patienten og dermed hvor tæt deres relation til hinanden er (5 s. 279-281). Ved hjælp af dette redskab, kan patienten indtegne de forskellige personer i hans liv og vi vil som sygeplejersker kunne få et indblik i, hvordan patienten ser på hans primære netværk, om relationerne i netværket er tætte eller ej. Hvis det primære netværk er tegnet tæt på patienten selv, kunne vi spørge ind til hvilke ressourcer patienten selv ser i disse relationer og på denne måde få et indblik i, hvad der i patienten netværk kan være med til at styrke hans mestring af sygdommen eller omvendt. Det skal dog nævnes, at man ikke kun kan tage udgangspunkt i netværkskortet for at fastlægge hvordan patientens relationer og netværk er. For at belyse de mere indholdsmæssige kendetegn ved patientens netværk, kan vi som professionelle tale med patienten omkring hans tegning for at forstå hvilke relationer han ser som de mest betydningsfulde og hvorfor (5). 

Ved en ung med diabetes kunne det være relevant, hvis sygeplejersken kunne få dem til at tegne på netværkskortet eller igennem dialog at få fastlagt, hvilke relationer patienterne ser som betydningsfulde i deres liv. Disse relationer kan som sagt have en positiv effekt på deres mestring af sygdommen. Dette har stor betydning for en patient med diabetes og især en ung med diabetes. En ung med diabetes oplever mange forandringer grundet teenagealderen, og der er meget man skal leve op til. Man skal se ud på en bestemt måde osv. Derfor kan vi ud fra ovenstående konkludere, at hvis man rammes af en sygdom i teenagealderen, er det afgørende at patienten har positive relationer i hans netværk, der kan fremme hans sundhed, velbefindende og være med til at styrke hans mestring af sygdommen. Man kan herved sige, at de positive relationer kan være medvirkende til, at patienten kan gå hånd i hånd med hans sygdom og derved opnå velvære i livet med diabetes.